27. mar. 2025 - 16:26

Kongeparret vises rundt i genåbnet Notre Dame på fransk statsbesøg




Det danske kongepar skal sejle på Seinen og besøge den historiske katedral Notre Dame, når parret mandag til onsdag er i Frankrig på statsbesøg.

Det fremgår af det officielle program for statsbesøget, som er blevet offentliggjort på kongehusets hjemmeside torsdag.

Kongeparret bliver på statsbesøget ledsaget af 55 danske virksomheder samt fire ministre, der har fokus på europæisk modstandsdygtighed inden for forsvar, energi og sundhed.

Ministerholdet vil bestå af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Kong Frederik og dronning Mary bliver modtaget af den franske præsident, Emmanuel Macron, og præsidentfrue Brigitte Macron mandag eftermiddag.

Ankomsten bliver markeret ved en militær ceremoni.

Tirsdagens program står blandt andet på besøg på et gobelinvæveri.

Her skal parret se 16 gobeliner, der i 2018 blev bestilt til danske Koldinghus, og som under besøget skal nedklippes fra vævene.