En advokat er mandag i Københavns Byret blevet idømt halvandet års fængsel i en sag om svig med moms og skat for millioner.
Dommen er betinget, og straffen skal derfor i udgangspunktet ikke afsones. Han skal dog udføre 250 timers samfundstjeneste.
Desuden er han idømt en tillægsbøde på 3.675.000 kroner.
I sagen krævede anklagemyndigheden også, at den midaldrende mand blev frataget retten til at udøve advokatvirksomhed – altså retten til at være advokat. Den påstand frifandt retten ham for.
Københavns Byret har endnu ikke dommen klar på skrift. Derfor er det uklart, hvad advokaten er kendt skyldig i.
Tillægsbøden på 3.675.000 kroner er dog i overensstemmelse med det, som anklager Rachid Elkott havde krævet.
Advokaten var tiltalt for i 2015 og 2016 enten at have angivet forkerte oplysninger eller slet ikke angivet de oplysninger om moms, som han skulle i advokatfirmaet og en anden virksomhed.
Det gav anklager om momssvig for sammenlagt 3.690.278 kroner. Dertil var der anklager om overtrædelse af skattelovgivningen i 2014 og 2015 på yderligere knap 1,2 millioner kroner.
Dermed nåede det samlede beløb i anklageskriftet op i knap 4,9 millioner kroner.
Som nævnt er det endnu uvist, om advokaten er dømt i overensstemmelse med anklageskriftet.
Advokaten har nægtet sig skyldig og har under sagen været beskyttet af navneforbud. Da dommen er afsagt uden retsmøde, er det uklart, om navneforbuddet er blevet udstrakt til en eventuel ankesag.
Ligeledes vides det ikke, om advokaten har anket dommen.