Repræsentanter for USA og Rusland mødes søndag i den saudiarabiske by Jeddah for at drøfte krigen i Ukraine.
Det siger USA’s udsending Steve Witkoff i et interview med den amerikanske tv-station Fox News natten til onsdag dansk tid.
Mødet kommer efter en telefonsamtale tirsdag mellem den amerikanske præsident Trump og Ruslands Putin. Her gik Putin med til en pause i angreb på energiinfrastruktur.
Siden har Ukraines præsident Zelenskyj sagt, at landet afventer at høre flere detaljer.
Det har været sparsomt med oplysninger om den aftale, Trump og Putin har indgået.
Søndag fortsætter drøftelserne på et møde i Jeddah, siger Steve Witkoff.
Han er egentlig Trumps udsending til Mellemøsten. Men i de seneste uger har han været udsendt til møder, der handler om krigen i Ukraine.
– Djævlen er i detaljen. Vi har et hold, som tager til Saudi-Arabien, anført af vores nationale sikkerhedsrådgiver og vores udenrigsminister. Vi skal have afklaret detaljerne, siger Steve Witkoff til Fox News.
Reuters