18. mar. 2025 - 17:16

Mette F. og EU-boss finder store superlativer frem efter tysk afstemning




Både statsminister Mette Frederiksen (S) og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen jubler over, at det tyske parlament tirsdag har stemt for en forfatningsændring, der skal øge finansieringen af især forsvar og infrastruktur.

På et pressemøde på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot kalder Mette Frederiksen det først for “fantastiske nyheder”, inden Ursula von der Leyen kalder det “fremragende nyt”.

– Fordi det sender et klart signal – også til Europa – at Tyskland er villige til at investere massivt i forsvar, siger kommissionsformanden på pressemødet.

Tirsdag var det et flertal i den tyske Forbundsdag, der stemte for en forfatningsændring, der lemper den såkaldte gældsbremse, så der kan investeres mere i blandt andet forsvar.

Gældsbremsen sætter et loft over, hvor meget gæld den tyske stat kan optage, og den er skrevet ind i landets forfatning.

For at ændre den tyske forfatning skal et flertal på to tredjedele af parlamentet stemme for ændringen.

For at forfatningsændringen kan gennemføres, skal to tredjedele af medlemmerne i det såkaldte Forbundsråd nu også stemme for ændringen.