12. mar. 2025 - 20:06

Møder om våbenhvile rykker til Moskva i denne uge




Steve Witkoff, der er USA’s særlige udsending i Mellemøsten, tager i denne uge til Moskva i Rusland for at tale om mulighederne for en våbenhvile med Ukraine.

Det oplyser Karoline Leavitt, der er talsperson for Det Hvide Hus, ifølge AFP onsdag aften dansk tid.

Kort inden udmeldingen understregede USA’s præsident, Donald Trump, at amerikanske forhandlere “lige nu” var på vej til våbenhvilemøder.

– Jeg håber, at han (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) kommer til at lave en våbenhvile, siger Trump ifølge AFP til et pressemøde i Det Ovale Kontor efter et møde med Irlands premierminister.

Trump understreger desuden, at der har været “positive meldinger” fra Moskva.

– Det er op til Rusland nu, siger Trump.