Den store stemmesluger ved det grønlandske valg er Demokraatits leder, Jens-Frederik Nielsen.
Med 4850 stemmer omtrent tidobler formanden for det liberale parti sit stemmetal sammenlignet med valget i 2021.
Dengang endte han på 494 stemmer.
Det viser officielle grønlandske tal på hjemmesiden valg.gl onsdag, efter at Grønland tirsdag gik til valg.
Den 33-årige partiformand må siges at have haft en lynkarriere i grønlandsk politik, efter at han i årene 2018-2020 var partikonsulent i Demokraatit. I 2020 blev han partiformand samt minister for erhverv og råstoffer.
Og i 2021 trak han sit parti ud af regeringen. Samme år blev Demokraatit halveret ved valget til det grønlandske parlament, Inatsisartut.
Jens-Frederik Nielsens stemmetal blev i 2021 overgået af flere personer alene i Demokraatit, blandt andre af Anna Wangenheim, som er politisk næstformand.
Men i 2025 er der ingen politikere i Grønland, der overgår ham.
De næststørste stemmeslugere er den nuværende regeringsleder, Múte Bourup Egede, fra IA og Aki-Matilda Høegh-Dam fra Naleraq. De lander på henholdsvis 3276 og 2954 stemmer.