11. mar. 2025 - 15:46

Mands pædofilikommentar om dragshows når til landsretten




Var det forhånelse eller nedværdigelse på baggrund af eksempelvis kønsudtryk, da en mand i et kommentarspor kaldte et dragshow målrettet børn for “Pædofili i børnehøjde …”?

Det spørgsmål skal dommere i Østre Landsret tage stilling til.

Statsadvokaten i København har anket mandens frifindelse til landsretten. Det oplyser anklager Sofie Krogh, der mødte i byretssagen, til Ritzau.

Showet blev afholdt på Frederiksberg Bibliotek den 17. marts 2023, hvor to mænd iført farvestrålende kjoler, parykker og kraftig makeup optrådte foran børn i alderen 6-12 år som Disney-prinsesser.

Både før, under og efter var der debat om arrangementet i pressen, demonstrationer i det offentlige rum og diverse udtalelser på sociale medier.

En af dem var fra den i dag 46-årige mand, som skrev pædofilibeskeden i et kommentarspor til en TV 2-artikel på Facebook om begivenheden.

Efter anklagemyndighedens opfattelse var der tale om en overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b. Den kriminaliserer forhånende og nedværdigende omtale af grupper af personer med udgangspunkt i race, hudfarve, seksualitet og lignende.

Anklager Sofie Krogh krævede manden idømt en bøde på 5000 kroner.

Men hun måtte den 24. februar gå duknakket fra Retten i Hillerød, der frifandt manden. Selv om retsformand Kristian Lind Jensen i forbindelse med domsafsigelsen sagde, at kommentaren var både nedværdigende og strafbar.

De tre ord var nemlig ikke strafbare efter den paragraf, som anklagemyndigheden havde rejst tiltale efter, konkluderede han.

– Vi er nået frem til, at dragartister i højere grad optræder, end de giver udtryk for deres køn, sagde Kristian Lind Jensen.

I stedet kunne kommentaren være strafbar efter straffelovens injuriebestemmelse, lød hans vurdering.

Det er uvist, hvornår sagen kommer for Østre Landsret. Når det sker, vil anklagemyndigheden stadig kræve manden dømt for overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b.

Når der er tale om bødesager, skal Procesbevillingsnævnet typisk tage stilling til, om dommen må ankes.

Men da der i bestemmelsen, der i denne sag er rejst tiltale for, er hjemmel til at idømme frihedsstraf, slipper Statsadvokaten i København for at søge om tilladelse til at anke, oplyser anklageren.