Den tidligere svenske sikkerhedsrådgiver Henrik Landerholm er blevet tiltalt for uagtsomhed med fortrolige oplysninger.
Det skriver det svenske medie Dagens Nyheter.
Den svenske anklagemyndighed skriver ligeledes i en pressemeddelelsen, at en mand i 60’erne, som tidligere har arbejdet for den svenske regering, er blevet tiltalt for uagtsomhed med klassificerede oplysninger.
Henrik Landerholm forlod sin stilling som sikkerhedsrådgiver for den svenske statsminister i slutningen af januar.
Det skete, blandt andet efter en sag om at han havde glemt fortrolige dokumenter på et konferencecenter i 2023.
Dokumenterne blev ifølge Dagens Nyheter fundet af en person, som arbejdede med rengøring. I anklageskriftet fremgår det ifølge mediet, at rengøringsmedarbejderen kan knyttes til det “voldelige ekstremistiske miljø”.
Henrik Landerholm har tidligere forklaret, at dokumenterne blev glemt i et aflåst skab. Men ifølge anklageskriftet var skabet ulåst, skriver Dagens Nyheter.
Dokumenterne beskrives ifølge mediet som “af hemmelig karakter, hvis videregivelse til en fremmed magt kunne skade Sveriges sikkerhed”.
De skal have ligget på kursuscentret i to nætter, før de blev hentet af en departementssekretær fra regeringskontoret.
Landerholms advokat, Johan Eriksson, har tidligere sagt, at hans klient ikke mener, at han har begået en forbrydelse.
I en sms til Dagens Nyheter skriver han tirsdag, at Henrik Landerholm afviser enhver anklage. Han stiller desuden spørgsmål ved, om de ting, han er anklaget for, er kriminelle, lyder det.
Ifølge Dagens Nyheter skal seks vidner afhøres i retten, herunder tre ansatte på konferencecenteret og tre ansatte i regeringskontoret. Et af vidnerne er regeringskontorets sikkerhedsdirektør.