09. mar. 2025 - 5:47

Voldsomme oversvømmelser i Argentina dræber 13 personer




Den argentinske havneby Bahia Blanca er blevet “ødelagt”, efter at byen er blevet ramt af voldsom regn, der har kostet 13 personer livet og fået hundredvis til at forlade deres hjem.

Det siger myndigheder i landet.

Fredag lå antallet af dræbte på ti, men det er lørdag lokal tid blevet opjusteret til 13.

Byens borgmesterkontor siger, at det er muligt, at dødstallet vil stige yderligere.

Bahia Blanca har omkring 350.000 indbyggere, og den ligger cirka 600 kilometer sydvestligt for Argentinas hovedstad, Buenos Aires.

I løbet af få timer blev området ramt af lige så meget regn, som det normalt får på et år, lyder det.

Flere hospitalsstuer i byen står under vand, og byens nabolag ligner nu øer, der er blevet adskilt af oversvømmede gader.

Flere dele af byen er desuden ramt af strømafbrydelser.

Ifølge minister for national sikkerhed Patricia Bullrich er Bahia Blanca “ødelagt”.

To piger, som meldes at være omkring fire og et år gamle, er desuden blevet meldt savnet.

Ifølge Bullrich kan de “være blevet trukket væk af vandet”.

Mindst fire af de 13 døde mistede livet under oversvømmelser af veje – muligvis fordi de blev fanget i deres biler, lyder det.

AFP