En person har mistet livet efter et sneskred på bjergtoppen Gaustatoppen i det sydlige Norge.
Det vurderer norsk politi tidligt lørdag morgen ifølge det norske medie VG og det norske nyhedsbureau NTB.
To personer var fredag ude at klatre – såkaldt isklatring – ved Gaustatoppen, som ligger i Telemark. Her blev de ifølge politiet ramt af et sneskred.
– Vi antager nu, at en af de to klatrere er omkommet, siger operationsleder Jan Kristian Johnsrud til VG lørdag morgen.
Ifølge NTB er man endnu ikke bekendt med mandens identitet.
– Han ligger sådan i terrænet, at det ikke er muligt at nå ham, siger Johnsrud til NTB.
Operationslederen fortæller samtidig, at den anden person er kommet alvorligt til skade, og at man i de seneste timer har forsøgt at stabilisere ham, så kan han holde til at blive transporteret ned fra bjerget.
Den tilskadekomne mand skal transporteres flere hundrede meter ned af bjerget, og det er en opgave, som vil tage flere timer, siger politiet til NTB.
Ifølge VG siger politiet til NRK, at der drejer sig om to udenlandske turister. Deres nationalitet og alder fremgår ikke.
Sneskreddet menes at have fundet sted klokken 13, og politiet fik den første anmeldelse om hændelsen lidt efter klokken 14.
Kort tid efter lød meldingen, at to personer var involveret i en ulykke i forbindelse med skreddet.
En større redningsaktion blev ifølge VG sat i gang, og mens det var ventet, at en redningshelikopter ville ankomme til området klokken 15, var flyveforholdene for usikre, til at det kunne lade sig gøre.
Den måtte i stedet lande ved kabelbanen Gaustabanen. Ifølge Gaustabanens hjemmeside tager det omkring 15 minutter at nå til Gaustatoppen med Gaustabanen.
NTB skriver, at både klatrespecialister, redningsarbejdere på ski, Røde Kors, det norske civilforsvar og frivillige er involveret i redningsarbejdet.
Samtidig beskrives forholdene som “meget krævende” at arbejde i.