Ørsted har besluttet sig for at justere sin forretningsplan og reducere sine investeringsplaner med 25 procent frem mod 2030.
Det skriver energikoncernen i en selskabsmeddelelse.
I perioden 2024 til 2030 planlægger Ørsted nu et investeringsprogram på 210 til 230 milliarder kroner.
Tidligere havde Ørsted et mål om at investere 270 milliarder kroner i perioden frem mod 2030.
Reduceringen af investeringsprogrammet begrundes i meddelelsen med, at Ørsted den seneste tid har været ramt af udfordringer.
Udfordringerne er særligt relateret til selskabets amerikanske havvindportefølje.
I november 2023 måtte Ørsted foretage en gigantisk nedskrivning på 28,4 milliarder kroner. Det skete i erkendelse af, at en række amerikanske projekter ikke kunne realiseres som forventet.
Og så sent som i fjerde kvartal sidste år foretog Ørsted endnu en nedskrivning på 12,1 milliard kroner på blandt andet havvindprojekter i USA.
Beslutningen hænger også sammen med de mere overordnede udfordringer, som industrien for vedvarende energi oplever, lyder det i meddelelsen.
Det nye investeringsprogram skal finansieres ved en strammere og mere værdiskabende prioritering, siger den nytiltrådte direktør, Rasmus Errboe, i meddelelsen.
– Det gør vi for at sikre en stærkere balance, der understøtter solid kreditværdighed og for at sikre, at vi kun investerer vores kapital i de finansielt mest attraktive muligheder, siger han.
Rasmus Errboe overtog direktørposten fra Mads Nipper, der fratrådte i fredags.
Med den nye plan har Ørsted ikke længere et mål om at have en installeret kapacitet for vedvarende energi på 35 til 38 gigawatt ved udgangen af 2030.
Det samme gælder for målet om et driftsoverskud på 39 til 43 milliarder kroner ved udgangen af 2030.
Torsdag præsenterer Ørsted årsregnskab.
Resultaterne for hele året er ifølge meddelelsen på linje med forventningerne med et driftsresultat på 24,8 milliarder kroner.