16. jan. 2025 - 13:46

Officielt: AaB sender Sebastian Otoa til Serie A




Den 20-årige forsvarsspiller Sebastian Otoa er tabt for AaB. Den nordjyske superligaklub meddeler torsdag på sin hjemmeside, at Otoa er blevet solgt til den italienske Serie A-klub Genoa.

Dermed blev Otoa holdkammerat med den tidligere Brøndby-spiller Morten Frendrup.

Allerede onsdag oplyste AaB til Fondsbørsen, at man var tæt på et salg af den unge midtstopper. Rygterne gik på Genoa, og det viste sig altså at holde stik.

Otoa kom til AaB’s akademi i sommeren 2021. Han optrådte før det for FC Roskilde.

Salget af Otoa forventes ifølge klubben ikke at påvirke det økonomiske resultat for 2025. Det kommer fortsat til at lyde på et underskud omkring 15-25 millioner kroner, lyder det.

Det betyder sandsynligvis, at AaB forventer at investere eventuelle indtægter fra Otoa-salget i nye spillere eller andet.

Otoa står noteret for 44 kampe og 2 mål for AaB, ligesom han har spillet 6 ungdomslandskampe.