EU skal være en geopolitisk magt. Sådan har det gang på gang lydt fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU’s tidligere udenrigschef, Josep Borrell.
Men når det kommer til Mellemøsten, så er EU’s indflydelse begrænset. EU har således ikke været med ved bordet i forhandlingerne af våbenhvilen i Mellemøsten, som nu vækker håb om fred i Gaza.
Det siger en talsmand for EU-Kommissionen.
– EU var ikke direkte involveret i forhandlingerne. EU roser USA, Egypten og Qatar for deres indsats, siger talsmanden.
Heller ingen EU-lande har individuelt været involveret i forhandlingerne, der dermed udstiller, at EU har svært ved at tale med en stemme, fordi internationale konflikter splitter medlemslandene.
I forhold til Mellemøsten har EU været dybt splittet mellem lande som Tyskland, der er blandt Israels stærkeste støtter. Og lande som Spanien og Irland, der har kæmpet for at hjælpe civile palæstinensere.
Mens EU dermed ikke har kunnet tale med en stemme i konflikten, så er der til gengæld bred opbakning til at give nødhjælp og hjælpe med genopbygningen af Gaza.
Ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vil EU i første omgang sende 120 millioner euro i humanitær støtte til palæstinenserne i 2025.
Beløbet svarer til knap 900 millioner kroner.