USA’s præsident, Joe Biden, er bekymret for en farlig centrering af magt, som ifølge ham ligger i hænderne på få rige mennesker i USA.
Det siger han i sin afskedstale fra Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus natten til torsdag.
– I dag er et oligarki ved at tage form i USA med ekstrem rigdom, magt og indflydelse, som reelt truer hele vores demokrati, vores grundlæggende rettigheder og vores frihed, siger han.
Biden siger også, at han ikke mener, at nogen præsident bør være dækket af immunitet for lovovertrædelser, som er blevet begået i løbet af den pågældende præsidents embedsperiode.
I USA er det en tradition for afgående præsidenter at holde en afskedstale til nationen, inden de forlader embedet.
Bidens afskedstale sker, fem dage inden at Donald Trump 20. januar tages i ed som præsident.