07. jan. 2025 - 19:06

Trump kræver gidsler frigivet i Gaza inden 20. januar




Det får alvorlige konsekvenser, hvis ikke gidslerne i Hamas’ varetægt i Gaza er blevet frigivet inden Donald Trumps tiltrædelse som præsident 20. januar.

Sådan lyder det fra Trump på et pressemøde i Mar-a-Lago i Florida.

– Jeg vil ikke skade forhandlingerne, men hvis ikke de er tilbage, når jeg tiltræder, vil helvede bryde løs i Mellemøsten.

– Vi vil have de gidsler tilbage – både for Israel og for os, siger Trump.

Hamas tog cirka 250 personer som gidsler ved bevægelsens angreb på Israel 7. oktober 2023. Blandt dem var både israelere, amerikanere og en lang række andre nationaliteter.

Ifølge den israelske avis Haaretz befinder 100 gidsler sig stadig i Hamas’ varetægt. Blandt dem er 36 konstateret døde.

– Vi har borgere, som holdes som gidsler, og jeg må gentage: Hvis denne aftale ikke bliver indgået af dem, der repræsenterer vores nation, når jeg tiltræder, så bryder helvede løs, siger Trump.

Han henviser til forhandlingerne om en aftale om frigivelse af gidslerne.