26. nov. 2024 - 21:46

Mand i kritisk tilstand efter påkørsel ved helleanlæg




En 43-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han tirsdag eftermiddag blev påkørt ved et fodgængerfelt i Brabrand ved Aarhus.

Det oplyste vagtchef ved Østjyllands Politi Rene Ludvig tirsdag.

– Men lægen vurderer på nuværende tidspunkt, at han overlever, sagde vagtchefen tirsdag aften.

En personbil ramte et helleanlæg, der adskiller to vejbaner, på Holmstrupgårdvej i Brabrand, da ulykken skete.

Tirsdag aften oplyste vagtchefen, at den 43-årige ventede for rødt, da han blev påkørt.

Østjyllands Politi oplyser dog onsdag, at der ikke er lysregulering på stedet, og at den 43-årige altså ikke ventede for rødt.

Den 43-årige blev påkørt, da en 51-årig kørte op over spærrefladerne og ind over helleanlægget, hvor fodgængeren stod.

Den 43-årige mand er fra Åbyhøj, og de pårørende er underrettet.

Føreren af personbilen, der har ramt manden, blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, oplyste vagtchefen tirsdag.

Tirsdag aften lød det, at yderligere sigtelser mod den 51-årige fører af bilen tilgår. Han er blandt andet sigtet for vanvidsbilisme, hvorfor politiet også har beslaglagt hans bil.

Politiet afventer endnu informationer blandt andet fra bilinspektørens undersøgelser, før det kan udtale sig yderligere om sigtelserne.

Holmstrupgårdvej var tidligere tirsdag aften helt lukket af.

Klokken 19.14 tirsdag skrev politiet på det sociale medie X, at afspærringen er ophævet.

– Vi er nu færdig på uheldsstedet med vores undersøgelser, skriver politiet.