25. nov. 2024 - 16:26

Dreng i stabil tilstand efter knivstikkeri på Amager




En 17-årig dreng er blevet stukket med kniv på Amager.

Det er sket mandag eftermiddag i området Tingvej/Amagerbrogade, og som følge af knivstikkeriet er en del af Amagerbrogade spærret i begge retninger, skriver Københavns Politi på X.

Drengen er blevet ramt af et enkelt knivstik i siden, og han modtager mandag eftermiddag behandling for sine skader. Hans tilstand beskrives som stabil.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 15, og en time senere er ingen endnu anholdt, og vagtchef Jesper Frandsen kan ikke sige noget om gerningsmanden, eller hvad motivet til overfaldet skulle være.

– Vi har nogle efterforskningsmuligheder, vi forfølger, siger han.

Politiet opfordrer til, at trafikanter i området søger alternative ruter, mens stedet er afspærret.