Bornholms borgmester, Jacob Trøst (K), genopstiller ikke ved kommunalvalget i 2025.
Det skriver han onsdag i et opslag på Facebook.
– At være borgmester for Bornholm er den største ære og det største privilegie, jeg kan forestille mig, skriver han.
Men til november næste år vil hans navn ikke stå på bornholmernes stemmesedler, lyder det videre.
– Til den tid er jeg selv kommet til det sted i mit arbejdsliv, hvor jeg skal prøve kræfter med nye udfordringer. Kompasset skal lige kalibreres og jeg skal finde ud af, hvad jeg skal bruge resten af mit arbejdsliv på, skriver Jacob Trøst i opslaget.
Hans udmelding kommer ifølge ham selv nu, fordi han vil give sine konservative partifæller de bedste forudsætninger for at få et godt valg.