20. nov. 2024 - 7:07

Elever donerer arbejdskraft til unge i Zimbabwe med mentale lidelser




Onsdag trækker gymnasieelever landet over i arbejdstøjet for at donere et dagsværk til unge mennesker i Zimbabwe.

Her lider et stigende antal unge af mentale problemer som angst og depression, skriver Operation Dagsværk på sin hjemmeside.

Ifølge organisationen er der tale om en mental sundhedskrise i landet.

De indsamlede penge fra årets Dagsværksdag skal bruges til at lave gratis aktiviteter for unge zimbabwere, hvor de kan dyrke sport og udfolde sig kunstnerisk.

I stedet for at donere penge direkte arbejder de danske unge gratis for en dag. Lønnen sender arbejdsgiverne i stedet til Operation Dagsværk.

I 2023 deltog 6000 gymnasieelever fra 40 forskellige skoler.

Der blev samlet 1,6 millioner kroner ind, som gik til unge, frivillige ambulancereddere i Libanon.