17. sep. 2024 - 17:56

Ansatte i Moderaterne tilbydes fratrædelsesaftale – mod tavshedspligt




Utilfredse medarbejdere i Moderaterne tilbydes fratrædelsesaftale, hvor der fremgår en tavshedspligt, hvis de vil fritstilles.

De har frem til torsdag til at underskrive den, hvis de ønsker det. Det skriver Ekstra Bladet.

Det sker i direkte forlængelse af den klage til Arbejdstilsynet, som en række nuværende og tidligere ansatte har indgivet 15. august.

Fredag i sidste uge blev medarbejderne ifølge Ekstra Bladets oplysninger informeret om muligheden for at forlade partiet med løn i opsigelsesperioden.

I så fald bliver de belagt med tavshedspligt ifølge aftalen, hvor der står, at “det er mellem parterne aftalt, at kommunikation om Medarbejderens fratræden loyalt henholder og afgrænser sig”.

Fem nuværende samt enkelte tidligere ansatte hos Moderaterne har klaget til Arbejdstilsynet over arbejdsmiljøet og kulturen. Det har B.T. afdækket.

Her beskrives et miljø med mobning og sexisme i organisationen.

På den baggrund indkaldte partiet til et ni timer langt krisemøde. Partileder Lars Løkke Rasmussen (M) foreslog at få besøg af en erhvervspsykolog og at færdiggøre oprettelsen af en whistleblowerordning.

Folketingsmedlem og medstifter af partiet Jeppe Søe krævede dog fortsat en uvildig undersøgelse af partiets arbejdsmiljø. I sidste ende førte det til, at Søe forlod partiet og er blevet løsgænger.

Løkke har tidligere udtalt, at der var plads til alle i partiet.

– Jeg kan ikke udelukke, at der er nogle, der synes, at vi skal gøre det anderledes. Men vi er enige om, at alle bliver på bussen, mens vi kører denne her proces. Skulle nogen ikke have tillid til det, så har man jo ikke en pligt til at blive her.

– Det kan da godt være, at der er en og anden, der ikke kan se sig selv i den proces. Og så må det være sådan, har han sagt.

Der har været tavshed fra medarbejderne, som har taget kontakt til deres fagforening for at bistå dem.

I indberetningen er der blandt andet eksempler på bemærkninger, som “jeg mangler bare at bolle dig og X (en anden person i partiet, red.)”, og “man kan ikke tage hende seriøst i den nederdel”.

Blandt navnene, som er nævnt i indberetningen, er den nyudnævnte digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M), som tidligere har været politisk chef i partiet og senest særlig rådgiver for Løkke.

Desuden er også partisekretær Kirsten Munch Andersen og kommunikationschef Ulla Østergaard omtalt i indberetningen ifølge B.T.

Caroline Stage Olsen undskyldte sin rolle vedrørende dårligt arbejdsmiljø og sagde, at ingen var mere ked af det end hende.