Den tidligere minister og nuværende folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil er officielt valgt som Socialdemokratiets kandidat til overborgmesterposten i København.
Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.
Hun blev onsdag aften valgt på et møde hos Socialdemokratiet i København. Der var ingen modkandidater. Det stod allerede fast onsdag klokken 12, hvor der var deadline til at melde sig.
– Jeg er egentlig bare enormt stolt af at blive mødt med så stor tillid. Ret rørt faktisk. Vi skal have et København, der bliver den mest borgervenlige kommune i hele Danmark, uanset om vi taler om børnepasning eller opsætning af altaner, siger hun i pressemeddelelsen.
Rosenkrantz-Theil var social- og boligminister frem til regeringsrokaden i sidste måned. Ministerposten overtog Sophie Hæstorp Andersen (S), den hidtidige overborgmester.
På samme tid meddelte Rosenkrantz-Theil, at hun gik efter at blive overborgmester i København i forbindelse med kommunalvalget i november 2025.
En række iagttagere af dansk politik kritiserede det socialdemokratiske træk. Dog har Rosenkrantz-Theil udtalt, at der ingen garantier var for, at hun blev spidskandidat i første omgang eller overborgmester ved valget derefter.
Socialdemokratiet anført af Sophie Hæstorp Andersen gik 10,4 procentpoint tilbage ved det seneste kommunalvalg i 2021. Men det lykkedes hende alligevel at blive overborgmester.
I forbindelse med regeringsrokaden erkendte statsminister Mette Frederiksen (S), at Socialdemokratiet åbenlyst er udfordret i storbyerne.
For at få succes i storbyerne og tiltrække flere profiler vil partiets hovedbestyrelse med Mette Frederiksen i spidsen tillade såkaldte dobbeltmandater fremover. Altså hvor en politiker sidder i Folketinget og eksempelvis i et byråd på samme tid. Det skrev Politiken og DR tirsdag.
At have et dobbeltmandat har været forbudt i Socialdemokratiet i 55 år. Men det skal ændres i forbindelse med partiets kongres i weekenden i Aalborg.
Til Politiken har den tidligere minister Ida Auken (S) udtalt, at hun vil overveje at stille op til kommunalvalget. Hvis det altså bliver muligt. Det ville i givet fald være i Frederiksberg Kommune, hvor hun bor.