07. sep. 2024 - 9:24

Storebæltsbroen lukkes i dag – to gange




Du skal tage hjemmefra i god tid lørdag, hvis du skal tværs over landet.

Storebæltsbroen lukker for al trafik i to omgange.

Både klokken 14.30 og klokken 20.00 lukker Storebæltsbroen, fordi der denne lørdag er et stort motionscykelløb, hvor cyklisterne skal køre fra Aarhus til København.

Sund & Bælt skrev fredag på X (det tidligere Twitter):

“I morgen lørdag 7/9 er der cykelløb på Storebæltsbroen. Kør over før klokken 13:00 eller efter klokken 21:00 for at undgå for meget trafik og kø

Under hele løbet vil der være dobbeltrettet trafik. For at omlægge trafikken lukkes broen i to omgange a 45 minutter. Det sker første gang klokken 14:30 og igen klokken 20:00. Der vil opstå ventetid i forbindelse med omlægningen.”

I tidsrummet mellem de to lukninger bliver det muligt at krydse Storebæltsbroen. Men trafikken bliver snævret ind til to spor, og der kommer hastighedsbegrænsning på 80 kilometer i timen.

Man skal derfor regne med, at det vil tage minimum et kvarter mere at krydse broen i eftermiddagstimerne og de tidlige aftentimer end normalt.

Storebæltsbroen
Foto: Sund & Bælt