Flere meter høje flammer var torsdag aften i gang med at rasere et større område på en mark, hvor halmballer er stablet op i flere lag
Det er et sandt flammehav, der torsdag aften ved 21-tiden møder brandfolk, som er hastet ud til et alarmopkald fra en landmand.
Det oplyser redaktionens udsendte, som kan berette om meterhøje flammer i en kæmpe bunke halmballer.
“Der er ankommet mange brandbiler herude. Lige nu kæmper de for at slukke flammerne, mens landmanden kører rundt og harver marken i forsøget på at forhindre flammerne i at sprede sig. Brandfolkene koncentrerer sig om halmballerne,” siger vores udsendte.
(Artiklen fortsætter under billedet)
De dramatiske scener udspiller sig omkring Lille Åsskovej i den østfynske by Nyborg.
Billeder fra stedet viser, at de brændende halmballer står stablet i flere lag på omkring 100 meter.
Indtil videre er det lykkedes brandfolkene og landmanden at forhindre flammerne i at sprede sig til større dele af marken eller øvrig natur.
Der er samtidig ikke meldinger om, at nogen personer skal være kommet til skade. Der er i skrivende stund heller ikke nogen oplysninger om brandårsagen.