05. sep. 2024 - 18:27

Datavagthunds sagsbunke voksede sig rekordstor sidste år




Datatilsynet har haft nok at se til. Sidste år voksede sagsbunken hos tilsynet til et rekordhøjt niveau.

Det fremgår at tilsynets årsberetning for 2023, der er blevet offentliggjort torsdag.

Sidste år oprettede tilsynet 18.062 nye sager. Det er syv procent flere end året før.

– Stigningen i tallet kan egentlig bare være et udtryk for, at man er blevet mere opmærksom på, hvad et databrud er, siger Cristina Angela Gulisano, der er direktør i Datatilsynet.

EU’s forordning om databeskyttelse – også i daglig tale kaldet GDPR-reglerne – trådte i kraft i Danmark i maj 2018. Hos Datatilsynet frygtede man, at opmærksomheden, der kom med de nye regler, ville dale efterfølgende.

Men årsberetningen for 2023 viser et andet billede – og heldigvis for det, lyder det fra direktøren.

– Fordi det her område er bare umådeligt vigtigt, navnlig hvis man vil alt den digitalisering, som man vil herhjemme, siger hun.

Det, der fylder mest i tallene fra årsberetningen, er anmeldelser af brud på persondatasikkerheden. Cristina Angela Gulisano erkender, at man så kan fristes til at tro, at det betyder, vi er dårlige til at tage hånd om datasikkerheden i Danmark.

Det er bare ikke nødvendigvis sådan, man skal tolke det, påpeger hun.

– Jeg tror mere, det er et udtryk for, at vi er rigtig gode til at overholde regler herhjemme. Når man indfører en regel om, at man skal anmelde brud på datasikkerheden efter 72 timer, så er det en regel, man følger.