31. aug. 2024 - 7:44

18-årig i livsfare efter soloulykke i Hammelev




En 18-årig mand er natten til lørdag blevet fløjet til Odense Universitetshospital efter en soloulykke i Hammelev. Den 18-årige var i livsfare, da han blev hentet af helikopter.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Sune Loklindt.

Ulykken skete, da føreren mistede herredømmet over bilen, som endte på siden. Ulykken skete i krydset mellem Ribevej og Hammelev Bygade.

– Der var tre personer i bilen, hvoraf den 18-årige er blevet fløjet på hospitalet. En 17-årig var i begyndelsen alvorligt skadet men er nu stabil. Den sidste person på 16 år slap med knubs, siger Sune Loklindt.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 02.33 og er færdige på stedet.

Omkring klokken 05 kan politiet ikke oplyse, om den 18-årige fortsat er i livsfare.

De pårørende til den 18-årige mand er blevet underrettet.