Fra 1. september og indtil november vil trafikken ved den tysk-danske grænseovergang ved Flensborg mod Tyskland blive omdirigeret på grund af vejarbejde.
Det oplyser det tyske motorvejsselskab Die Autobahn GmbH des Bundes til dpa.
Trafikken bliver omdirigeret i et spor via motorvejsrastepladsen i Ellund. Ifølge selskabet er der et presserende behov for at renovere kørebanen, så motorvejstrafikken kan “køre mere jævnt”.
Kørebanen ved grænseovergangen blev etableret i 1972.
Forberedelserne til vejarbejdet begynder allerede mandag den 26. august.
Fra midten af september vil trafikken i begge retninger benytte de nordgående kørebaner, og derefter vil der kun være ét spor til rådighed i hver retning.
Tilkørslen Flensburg/Harrislee i sydgående retning vil være lukket i perioden.
Talsmand for Autobahn GmbH Torben Wiencke oplyser, at selskabet ikke forventer store trafikpropper, da højsæsonen for feriegæster er ved at nå sin ende.
Motorvejen forventes at være fuldt tilgængelig i starten af november.
Rastepladsen vil fortsat blive renoveret indtil sommeren 2025.
dpa/