24. aug. 2024 - 9:10

Prognose: Store mængder vand giver skuffende kornhøst




Udbyttet af årets kornhøst vil blive højere end sidste år, men lavere end forventet. Årsagen er, at udbyttet i vinterhvede og vårbyg er lavere end normalt, samt at større kornarealer er taget ud af drift.

Det skriver Landbrugsavisen baseret på årets kornhøstprognose, som laves, når to tredjedele af høsten er i hus.

Ifølge avisen vil værdien af den danske kornhøst ende på 11 milliarder kroner. Det svarer til niveauet i 2023, hvor priserne var lidt højere.

– Det ligger dog betydeligt under jubelåret 2022, hvor kornhøsten repræsenterede en værdi på cirka 15 milliarder kroner.

Udbyttet af kornhøsten faldt markant fra 2022 til 2023. Det vil ifølge avisen stige en smule i år, men er stadig “værre end forventet”.

Store mængder vand og et vådt forår er synderen, skriver avisen.

– Det har været afgørende for, at det, der for en måned siden lignede en god hvedehøst, er endt med skuffende udbytter, lyder det.

Arealet af korn er også faldet med over 200.000 hektar siden 2017.

– Dertil kommer, at der hvert år er landbrugsjord, som bliver taget ud af drift, og at der de seneste par år har været krav om brak, lyder det.

Kornhøstprognosen er baseret på ugentlige indberetninger fra planteavlskonsulenter 12 steder i landet.

Landbrugsavisens høstprognose afviger typisk mellem 0 og 5 procent fra Danmarks Statistiks endelige opgørelse.