Et medlem af Hells Angels er torsdag blevet idømt fængsel i en sag om besiddelse af et stort antal skydevåben. Nogle af dem var automatvåben.
I dommen, der er afsagt at Københavns Byret, er to andre mænd idømt seks og to års fængsel, oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi på det sociale medie X.
Sagen har forbindelse til en tidligere straffesag mod en bøssemager fra Hvidovre.
I byretten er der blandt andet fremlagt beviser i form af beskeder fra en krypteret kommunikationstjeneste.
Da sagen begyndte 4. juni, sagde den 39-årige Jack Seligmann Meyer, der er medlem af Hells Angels, at han ikke kendte til den føromtalte bøssemager.
Derimod erkendte hans lillebror, Morten Seligmann Meyer, der er blevet idømt fængsel i syv år, at han havde mødt bøssemageren.
Den tredje dømte i sagen er Patrick Christiansen, der har fået en straf på fængsel i to år.
Det er en tillægsstraf, idet han tidligere af Østre Landsret er blevet idømt seks år for to af de våben, som de to øvrige tiltalte nu også er blevet dømt for at have besiddet.
Københavns Byret oplyser om dommen, at Jack Seligmann Meyer er blevet frifundet for en tiltale om at have haft med seks kilo kokain at gøre.
Nævningetinget i byretten har fundet de tre skyldige i at have besiddet en række våben og lyddæmpere, som blev opbevaret hos bøssemageren. Flere våben var fuld- eller halvautomatiske.
Forsvarerne for de tre dømte har bedt om betænkningstid med hensyn til en eventuel anke til Østre Landsret.