22. aug. 2024 - 8:21

Trafikråd fraråder 17-årige alene bag rattet: Vil føre til flere dræbte




Det er en dårlig idé at give 17-årige lov til at sætte sig alene bag rattet og køre bil, sådan som regeringen foreslår.

Sådan lyder det fra Rådet for Sikker Trafik, der forudser, at regeringens forslag vil betyde flere kvæstede og dræbte i trafikken.

– Vi er bekymret over det her forslag, fordi beregninger allerede viser, at det vil resultere i flere dræbte og alvorligt kvæstede 17-årige hvert år, siger vicedirektør Karina Petersen.

Forslaget fra regeringen er en del af regeringens landdistriktsudspil, der præsenteres torsdag formiddag.

Formålet er at give de unge bedre mobilitet i landdistrikterne, hvor der ofte er langt til uddannelsesinstitutioner.

– Vi anerkender, at der er udfordringer i landdistrikterne, som man må tage hånd om. Men det her forslag har en meget høj pris, når det betyder, at helt unge vil blive kvæstet og dræbt i trafikken, siger Karina Petersen.

Som det er nu, må 17-årige tage plads på førersædet i en bil, når de har en erfaren bilist med sig.

Det vil regeringen ændre, så de 17-årige kan køre uden ledsager.

Ordningen har ifølge Karina Petersen været en succes, fordi ledsageren “lægger en dæmper på den mest vilde adfærd”.

– Det betyder, at de unge får et helt år, hvor de træner, mens de bliver vejledt. Det er succesen i ordningen, at de har et voksent menneske ved siden af sig.

Det handler ifølge Karina Petersen om, at de 17-årige ikke er fuldt ud udviklet til at kunne tage ansvaret for at føre bilen alene.

– Det har at gøre med, at unges hjerner ikke er færdigudviklet. De er ikke lige så dygtige som deres forældre til at forudse risici eller forstå konsekvenser af deres adfærd. Det betyder, at de tager chancer, som voksne ikke ville tage, siger hun.

Karina Petersen sammenligner med, at det også gav flere kvæstede og dræbte, da man nedsatte aldersgrænsen for at køre knallert fra 16 til 15.

– Vi kunne se fra studier fra andre lande, at det ville resultere i flere dræbte 15-årige. Det har det også gjort. Alder og erfaring er nøgleord, siger hun.