18. aug. 2024 - 11:01

Efter gruppe-voldtægt: Politiet jagter to mænd mere




Politiet fremstiller søndag formiddag tre mænd i grundlovsforhør efter en anmeldelse om gruppevoldtægt. Men ordensmagten er på jagt efter yderligere to medgerningsmænd, som er på fri fod.

“Vi har en klar formodning om, i hvilken retning vi skal lede,” siger René Ludvig, vagtchef hos Østjyllands Politi til bt.dk

En kvinde anmeldte lørdag eftermiddag, at hun var blevet voldtaget i sin lejlighed i Aarhus. Politiet kunne kort efter anholde tre mænd takket være kvindens signalement.

Men to andre mænd er altså stadig på fri fod, og dem vil politiet også gerne have fat i.

Vagtchefen understreger, at man ikke nødvendigvis behøver at have deltaget i selve voldtægten for at være skyldig i lovovertrædelsen. Det er også strafbart ikke at have grebet ind.

De tre anholdte er mænd i alderen 27 til 35 år. Kvinden er 37 år og etnisk dansk, og hun kendte ikke mændene, som ifølge vagtchefen ‘ikke er etnisk danske’.