17. aug. 2024 - 9:13

Kvinde død – blev fundet livløs i københavnsk bugt




En 57-årig kvinde er erklæret død, efter at hun tidligt lørdag morgen blev bjærget op af vandet ved Svanemøllebugten i København.

Det oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Kvinden blev fundet i vandet af en gruppe morgenbadere, som slog alarm.

Først oplyste politiet til Ritzau, at kvinden var i kritisk tilstand og blevet kørt til Rigshospitalet. Senere på morgenen oplyses det til Ekstra Bladet, at kvinden er erklæret død.

Politiet oplyser samtidig, at der er tale om en 57-årig kvinde, og at kvindens pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.

Politiet modtog anmeldelsen om den livløse kvinde i vandet lørdag morgen klokken 05.54.

Københavns Politi skal nu finde ud af, hvad der er sket og hører gerne fra borgere, som har set kvinden lørdag morgen.

Ifølge politiet er der intet, der tyder på, at der er sket noget kriminelt.