16. aug. 2024 - 14:46

Læge idømt forvaring for at krænke små døtre




Retten i Hillerød har fredag idømt en 34-årig læge forvaring for at have misbrugt sine helt små døtre seksuelt, filmet det og delt det i et internationalt pædofilt netværk.

Overgrebene fandt sted i foråret 2022 og frem til efteråret, og da døtrene er født i henholdsvis 2019 og 2022, kræver det ikke megen hovedregning at nå frem til, at de var helt små – den yngste var baby – da overgrebene fandt sted. Det første skete, da pigen var kun en uge gammel.

Sagens anklageskrift beskriver i detaljer, hvordan lægen misbrugte sine døtre og filmede det. Babyen blev blandt andet misbrugt på puslebordet.

Ved overgrebene gjorde faderen sågar brug af sin lægeviden, idet han flere gange bedøvede den ældste pige med Stesolid, inden han forgreb sig på hende.

Overgrebene blev optaget og delt i et internationalt pædofilt netværk kaldet “Tarantula”, på dansk “tarantel” et andet ord for fugleedderkop.

Både i USA, Storbritannien, Australien og Frankrig er der anholdt medlemmer af netværket, som har forgrebet sig på deres egne børn, optaget det og delt det.

Anklagemyndigheden har i flere af forholdene gjort gældende, at der skal dømmes efter straffelovens voldtægtsparagraf. Lægen har erkendt at have begået overgreb, men nægter sig skyldig, for så vidt angår voldtægt.

Retsformand Ulla Tange Christensen læser fredag eftermiddag op fra dommens præmisser. Og i flere tilfælde får lægen medhold i, at der ikke var tale om voldtægt. Men i andre forhold er der dømt for voldtægt eller forsøg på dette.

Ifølge Ulla Tange Christensen har hun og de to domsmænd, som flankerer hende, været enige om dommen, både angående skyldsspørgsmålet og angående spørgsmålet om forvaring.

Forvaring er en såkaldt foranstaltning, som reelt betyder, at man indespærres i et fængsel på ubestemt tid. Forvaring bruges i sager, hvor gerningsmanden anses for at være så farlig, at samfundet skal skærmes mod ham, og at tidsbestemt straf ikke er tilstrækkelig.