12. aug. 2024 - 10:21

Massivt til stede ved center: Område evakueres




Politiet er sammen med øvrigt beredskab talstærkt til stede ved et indkøbscenter efter et alarmopkald. I den forbindelse er området blevet evakueret

Mandag formiddag oplyser Nordsjællands Politi på det sociale medie X, at politiet undersøger et ‘mistænkeligt forhold’ ved Egedal Center i Stenløse.

‘Der er opsat afspærringer i dele af centret, som vi beder folk om at respektere. Beboere i center-området evakueres, og der arbejdes på stedet,’ lyder det fra politikredsen.

Ifølge redaktionens oplysninger er Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) på vej til stedet.

Nordsjællands Politi vil endnu ikke gå i detaljer med, hvad udrykningen til butikscentret skyldes, men redaktionens udsendte har yderligere oplysninger.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses politiet og brandvæsenet i aktion

“Anmelderen fortæller, at der er blevet åbnet en postkasse, hvor der har ligget nogle breve – og fra postkassen lyder der nogle tikkende lyde samtidig med, at der er et batteri, og så går de i panik og ringer til politiet,” lyder det fra vores udsendte.

Det er ikke oplysninger, som Nordsjællands Politi på nuværende tidspunkt har be- eller afkræftet, men i den indledende anmeldelse til brandvæsenet bliver det oplyst, at der angiveligt ligger en taske i postkassen, der siger tikkelyde.

Klokken 10.00 er dele af butikscentret stadig afspærret, mens bererdskabet arbejder på stedet.

Politiet har endnu ingen tidshorisont for genåbning, men vil melde flere oplysninger ud senere.