Omkring 24 kalve og ungdyr er torsdag eftermiddag døde i forbindelse med en brand på en gård udenfor Dronninglund.
Det oplyser indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, Thomas Dybro, til TV 2 Nord.
Branden er blevet slukket, men beredskabet vil være til stede på gården flere timer endnu, lyder det.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Omkring klokken 15 torsdag eftermiddag skrev Nordjyllands Beredskab på det sociale medie X, at man var rykket ud til en brand på en gård på Dorfvej ved Dronninglund.
Her skrev beredskabet, at der også var kaldt en dyrlæge til stedet grundet fare for dyr.
Ifølge TV 2 Nord var der tale om brand i en halmsnitter og noget halm i en stald.
Branden blev opdaget af forbipasserende og naboer, skriver mediet.