Antallet af folkepensionister er steget 18 måneder i træk. Det viser en opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star).
I juni var der i alt 1.232.066 folkepensionister.
Udviklingen skal dog ses i lyset af, at pensionsalderen er blevet holdt i ro siden 1. januar 2023, påpeger pensionsselskabet Sampension.
– Den uændrede pensionsalder betyder, at flere løbende opnår den alder, hvor de kan gå på folkepension, og dermed stiger antallet af pensionister også, siger Anne-Louise Lindkvist, kunderådgivningschef i Sampension.
– Og vi må forvente, at tendensen vil fortsætte i de kommende år, da folkepensionsalderen vil være uændret frem til 2030, hvor den efter planen skal forhøjes igen.