Al badning frarådes endnu en gang ved Rebæk Strand i Kolding Fjord.
Den populære strand har mandag morgen fået et rødt flag på hjemmesiden badevand.dk. Det sker efter søndagens skybrud, skriver JydskeVestkysten.
Miljøchef i Kolding Kommune, Merete Velbak, oplyser til avisen, at der altid er ekstra opmærksomhed på bakterier i badevandet efter voldsomt vejr.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det er ikke første gang denne sommer, at kraftig regn resulterer i dårlig badevandskvalitet ved de danske strande.
Tilbage i juli blev der meldt om dårlig badevandskvalitet langs flere danske kyster. Det var blandt andet kyster ved København og Aarhus.
Også her lød begrundelsen, at spildevand blandet med regnvand kunne medføre større risiko for ekstra bakterier i vandet.