Flere personbiler er brudt ud i flammer på den københavnske vestegn. Det har resulteret i flere udbrændte køretøjer
Store flammer har natten til mandag ædt løs af flere biler placeret langs boligkvarteret Øksen i Høje-Taastrup.
Københavns Vestegns Politi modtog sammen med brandvæsenet meldingerne om bilbrandene i nat klokken 02.41, og kort efter var flere brandbiler sammen med politiet på stedet.
Her kunne konstateres voldsomme flammer i flere af bilerne, og det stod hurtigt klart, at mange af dem ikke kunne reddes.
Redaktionens udsendte oplyser i den forbindelse, at mindst fem biler er fuldstændig udbrændt, mens andre har fået brandskader af at stå tæt på flammerne.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Brandfolkene fik efter ankomst hurtigt slukket brandene, før de nåede at sprede sig til natur eller andre køretøjer.
Mandag morgen vidner stedet om de voldsomme brande, hvor de udbrændte biler endnu står tilbage med politiets afspærringsbånd over sig.
Københavns Vestegns Politi efterforsker nu bilbrandene, som man mener er påsatte.
Der er ikke meldinger om, at nogen personer skal være kommet til skade.