I 30 år har den italienske mafiaboss, Matteo Messina Denaro, været på flugt fra politiet. Han er nu endelig blevet anholdt.
Matteo Messina Denaro var leder af den berygtede sicilianske mafia-organisation Cosa Nostra.
Han gik under øgenavnet ’Diabolsk’, som betyder ’udsøgt ondskabsfuld’. Det beskriver meget godt karakteren på den mafialeder, som det nu er lykkedes politiet at stille for retten.
Den 60-årige Matteo Messina Denaro har været efterlyst for en lang række alvorlige forbrydelser. Blandt andet flere drab, alvorlig legemsbeskadigelse og for at være medlem af en kriminel organisation.
Det italienske politi har gennem årene brugt masser af ressourcer i forsøget på at sætte mafiabossen bag tremmer, men det er stadig lykkedes ham at gå under politiets radar i hele 30 år. Den famøse mafiaboss kommer fra den lille by Castelvetrano på Sicilien. Nu er han blevet anholdt tæt på sin fødeby i Palermo, oplyser det italienske politi.
Han blev angiveligt pågrebet på en klinik, hvor han var under terapeutisk behandling.
Dømt for adskillige drab
Den nu 60-årige mafiaboss har fået en dom på livstid for sin rolle i to mord tilbage i 1992, hvor dommerne Paolo Borsellino og Giovanni Falcone blev myrdet.
Sidstnævnte Falcone var forgangsmand i kampen mod den italienske mafia. I 1992 blev han sammen med sin hustru og tre livvagter sprunget i luften efter en bombeeksplosion i sin bil. Bomben blev detoneret af et andet medlem af de sicilianske mafia, Giovanni Brusca. Her havde Matteo Messina Denaro angiveligt også en finger med i spillet.
Mafiabossen er yderligere anklaget for sin rolle i flere bombeangreb begået i Milano, Firenze og Rom. Her døde sammenlagt ti personer.
Listen over anklager er lang – og den stopper ikke her.
Den tidligere mafiaboss er også anklaget for en række mord i 90’erne. Blandet andet en uhyggelig sag, hvor han var med til at kidnappe en 12-årig dreng, Giuseppe Di Matteo. Kidnapningen blev foretaget for at forhindre drengens far i at afgive vidneforklaring mod den sicilianske mafia Cosa Nostra. Drengen blev holdt fanget i hele to år, før han til sidst blev kvalt og hans krop opløst i syre.
‘Kan fylde en hel kirkegård med de folk, jeg har myrdet‘
Tilbage i 2015 fandt politiet ud af, at Matteo Messina Denaro kommunikerede med andre medlemmer af mafiaen gennem et specifikt kommuniaktionssytem med små foldede beskeder, som blev gemt under en sten på en gård på Sicilien.
Dette system blev opsporet af politiet. De kunne efterfølgende læse på en besked, hvordan mafiabossen pralede med de mange mord han havde begået. Han skulle angiveligt have skrevet, at han kunne fylde en hel kirkegård med lig.
Den italienske Premierminister Giorgia Meloni kalder anholdelsen for ‘en stor sejr’ for den italienske stat i kampen mod organiseret kriminalitet.
’En stor sejr for staten, der demonstrerer, at den ikke giver op overfor mafiaen. I kølvandet på årsdagen for arrestationen af Totó Riina stilles en anden leder af organiseret kriminalitet, Matteo Messina Denaro, for retten,’ skriver den italienske premierminister Georgia Meloni på Twitter:
ONP.DK OPDATERER DIG MED DAGLIGE NYHEDER PÅ INSTRGRAM – FØLG OS HER