29. jul. 2024 - 7:28

Ugen byder på tørvejr, sol og milde vinde




Mandagen byder på næsten skyfri himmel i løbet af morgentimerne, tørvejr og temperaturer op mellem 18 og 23 grader.

– Bedre fås det næsten ikke denne her sommer, lyder det fra Trine Pedersen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Op ad dagen mandag kommer der lidt skyer på himlen, men dog ikke nok til at skræmme solen helt væk.

– Samlet set havner vi på nogen eller en del sol og som en ekstra bonus aftager vinden og bliver svag til jævn fra vestlige retninger, siger Trine Pedersen.

Det fine vejr fortsætter tirsdag og onsdag med små variationer.

De næste par dage giver et højtryk nær Danmark nemlig overvejende stabilt og tørt vejr med god plads til solen.

Anden halvdel af ugen ser højtrykket ud til gradvist at svækkes mens et omfattende lavtryk langsomt bevæger sig fra Atlanten frem mod De Britiske Øer.

Dermed kan fronter med regn og byger passere Danmark i slutningen af ugen.

Tirsdag holder det tørt med en del sol først på dagen, dog stedvis skyet og i morgentimerne med lokale tågebanker – mest i de sydvestlige egne. Temperaturerne lander mellem 19 og 23 grader.

Onsdagen byder igen på tørt vejr med nogen eller en del sol, men i perioder stedvis mere skyet. Temperaturerne befinder sig i samme leje og lander mellem 17 og 23 grader.

Torsdag kommer der lidt flere skyer på himlen.

– Ifølge de nyeste prognoser holder det dog tørt også torsdag. Måske er der en tendens til lidt flere skyer, men stadig med plads til solen og temperaturer mellem 18 og et par og tyve grader, siger Trine Pedersen.

Fredag kan vi nok ikke helt sige os fri fra en byge eller to rundt om i landet, lyder det videre.

Der bliver nogen sol og enkelte byer med dagtemperaturer mellem 17 og 22 grader. Vinden bliver svag til jævn. Tilmed en svag til let vind fra skiftende retninger.