29. jul. 2024 - 7:07

Beboere evakueret: Flere lejligheder udbrændt




Sent søndag aften har der været bygningsbrand i den sydøstlige del af Ringsted, hvor beboere er blevet evakueret.

Omkring klokken 23.30 er branden slukket, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.

Cirka en time forinden oplyste politikredsen, at man var til stede i den sydøstlige del af Ringsted, hvor der var udbrudt bygningsbrand.

Man var desuden i gang med at evakuere de berørte beboere. 

(Artiklen forsætter under billedet)

Redning fremme

Vagtchef Michael Hymøller har oplyst til TV 2, at fire personer er påvirket af røgen. 

Til Ritzau uddyber han, at én af dem er blevet kørt på hospitalet til tjek, men at vedkommendes tilstand ikke er kritisk.

Derudover er to lejligheder udbrændt, mens fire er røgskadede. 

Der er tale om etageejendomme med to lejligheder i hver. Beboere er blevet evakueret fra ti lejligheder.

Det er endnu ikke muligt at sige, præcis hvor mange personer, der i alt er blevet evakueret, siger vagtchefen. 

– Vi har nogen klare indikationer på, hvordan branden er påstået, men det vil falde tilbage på efterforskningen, så det er for tidligt at udtale os om, siger han til Ritzau. 

Han oplyser desuden, at politiet natten til mandag har forladt stedet.