Festivalen Grøn har i år været en stor succes, og det skyldes ikke mindst held.
Det siger Henrik Ib Jørgensen, direktør for Muskelsvindfonden, der sammen med Tuborg står bag Grøn.
– I betragtning af hvor kold og våd en sommer vi har haft indtil nu, så er vi meget lettede. Vi har kun haft en enkelt dag med rigtigt skidt vejr i Odense, så vi har været sindssygt heldige, siger Henrik Ib Jørgensen.
Søndag afholdes der Grøn i Valby. Det er sidste stop på festivalens rundtur til i alt otte byer fordelt i landet.
I juni – nogle uger før den første koncert i Tårnby – meldte festivalen alt udsolgt i alle byer.
Der vidste Henrik Ib Jørgensen, at 2024 ville blive et godt år, for aldrig før har der været udsolgt så tidligt.
Han var dog alligevel opmærksom på, at vejret kunne blive en udfordring.
– I sammenligning med mange andre festivaler, så ligger vi ikke i den dyre ende. Så jeg tror, at mange ville være blevet væk, selv om de havde købt billet, hvis vejret havde været umuligt, siger direktøren.
Var det sket, ville blandt andet salget af drikkevarer have lidt et knæk.
Men sådan gik det ikke, og direktøren venter derfor et stort overskud.
– Vi har ikke nærstuderet tallene endnu, men min forventning er, at det økonomisk bliver over alle forventninger, siger han.