18. jul. 2024 - 13:46

Chok i nabolag: Brutalt drab efterforskes




Redaktionen har i løbet af onsdagen været til stede omkring en landejendom, hvor en større politiaktion har fundet sted. Nu viser det sig, at sagen umiddelbart har relation til et drab

For mere end fire år siden forsvandt Jimmi Steffen Lillelund sporløst, men nu er en 55-årig mand, en 23-årig mand og en 43-årig kvinde blevet sigtet for drabet på ham.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi.

Onsdagen igennem befandt en større mængde politi sammen med teknikere sig på en sjællandsk landejendom, hvor der ifølge vores udsendte blandt andet blev gravet inde i en baghave, mens politiets hvide telt var hejst.

“De er ikke så meddelsomme i forhold til, hvad der foregår, men der er meget politi herude,” lød det fra vores udsendte.

Ifølge redaktionens oplysninger relaterer politiets arbejde på landejendommen sig til drabet på Jimmi Steffen Lillelund.

Det er ikke noget, som Midt- og Vestsjællands Politi vil hverken be- eller afkræfte.

“Men jeg kan bekræfte, at vi i går (onsdag red.) har været derude i forbindelse med en politiforretning. Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvad det handler om,” siger kommunikationschef ved Midt- og Vestsjællands Politi Thomas Kristensen til redaktionen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses politiet arbejde i baghaven på landejendommen

Redaktionens udsendte til landejendommen kunne under politiets arbejde ved adressen overhøre, at mindst en person – en kvinde – blev sigtet for drab, men det er heller ikke noget, som Midt- og Vestsjællands Politi vil kommentere på.

“Jeg kan hverken be- eller afkræfte, at arbejdet derude har noget at gøre med sagen om Jimmi Steffen Lillelund, og jeg har heller ikke en kommentar til, om nogen personer er blevet sigtet for drab ude på adressen,” siger Thomas Kristensen til redaktionen.

Hvorfor har du ikke mulighed for at kommentere sagen nærmere?

“Det vil jeg helst undgå, fordi vi er på så tidligt et stadie, som tilfældet er,” siger Thomas Kristensen.

Jimmi Steffen Lillelund er ikke blevet set siden den 30. april 2020, hvor han kørte fra sin bopæl i Gundsømagle til Haveforeningen Ishøjgård i Ishøj.

To dage senere blev han meldt savnet af sin familie.

Hans bil blev efterfølgende fundet ved haveforeningen i Ishøj, men der var ingen spor af ham.

Midt- og Vestsjællands Politi har i en længere periode efterforsket sagen som drab, men det er altså først nu, at det kommer til offentlighedens kendskab, at tre personer er sigtet i sagen.

Se flere billeder fra politiets aktion på landejendommen under her: