Et svindelnummer, hvor forældre bliver snydt af falske børn i sms’er, er i stor stigning.
Det skriver TV 2 Fyn.
Nationalt Center for IT-kriminalitet (NSIK) har oplevet en stigning på intet mindre end 527 procent siden 2023.
– Vi har indtil videre haft 419 sager på landsplan, hvor folk er blevet svindlet, og har haft et samlet tab på godt otte millioner kroner hos borgere på det her svindelnummer.
– Så nu forsøger vi at fortælle folk om, hvad det er, der foregår, siger centerchef hos NSIK Jesper Kracht til TV 2 Fyn.
Fyns Politi advarede tirsdag om en markant stigning i den type af svindel, hvor kriminelle i en sms udgiver sig for at være ens barn med henblik på at lokke penge ud af modtageren.
Svindlerne vil typisk skrive, at de er dit barn, og at de har mistet deres telefon og derfor skriver fra et ukendt nummer.
Beskeden starter ofte med “Hej mor” eller “Hej far” og fortsætter med et ønske om økonomisk hjælp til for eksempel at betale en regning eller overføre penge via netbank eller Mobilepay.
Modtager man sådan en sms, kan man få bekræftet eller afkræftet, om det er rigtigt, ved at ringe til sit barn på det nummer, man plejer at ringe på.