16. jul. 2024 - 15:43

Ni mister livet under angreb ved moské i det normalt fredelige Oman




Et skyderi i en moské i den arabiske stat Oman – et af Mellemøstens mest stabile lande – har kostet ni mennesker livet.

Blandt dem er de tre gerningsmænd. Det oplyser politiet tirsdag. Skyderiet fandt sted mandag.

28 blev såret under skyderiet, der fandt sted i Omans hovedstad, Muscat.

Fire af de dræbte er pakistanere ifølge nyhedsbureauet Reuters. En anden af de dræbte er inder.

Pakistans udenrigsministerium betegner skyderiet ved moskéen Ali bin Talib som et terrorangreb. Der er tale om en shiitisk moské i det overvejende sunnimuslimske Oman.

Den militante bevægelse Islamisk Stat siger, at gruppen står bag angrebet. Det sker i et opslag på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters. Det er ikke bekræftet fra nogen officielle kanaler i Oman, hvem der står bag.

Pakistans ambassadør i Oman, Imran Ali, fortæller, at moskéen mest besøges af folk fra Sydasien, der arbejder i landet.

Ifølge ambassadøren startede angrebet med, at der blev affyret skud fra en bygning ved siden af moskéen. Indenfor var flere hundrede mennesker forsamlet til bøn.

De troende blev ifølge Imran Ali holdt som “gidsler”, indtil det lykkedes styrker fra Oman at befri dem.

Omans myndigheder har kun delt få informationer om, hvad der skete, og hvem som stod bag angrebet.

Der lever mindst 400.000 pakistanere i Oman. Landet har godt 4,8 millioner indbyggere.

USA’s ambassade i Oman udsendte efter angrebet en advarsel til amerikanske borgere om at være årvågne, følge nyhederne og efterleve anvisninger fra de lokale myndigheder.

AFP