Denne sommer har kurs mod en plads blandt de ti vådeste, vi har haft i Danmark, og juli måned har allerede nu budt på mere nedbør, end hvad der normalt falder på en hel juli.
Regnskyerne for oven har i den grad sat sine spor på landbrugets høst.
Kornhøsten for byg og havre står nemlig til at give en mindre lussing til mange landmænd landet over.
– For landmændenes bundlinje kommer det til at gøre meget ondt for fleres vedkommende. Der har været meget nedbør, og afgrøder er simpelthen druknet, siger Per Skodborg, der er planterådgiver i landbrugsrådgivningsvirksomheden Sagro.
– Det største problem er byg, havre og majs. Kornene står rigtig dårligt, og nogle steder kan det ikke betale sig at høste med en mejetærsker. Majs skal have sol og varme, og det er ikke ligefrem det, vi har nu.
Per Skodborgs dagligdag er fyldt med rådgivning og dialog med landmænd, og kontakten har været ekstra stor i denne sæson.
Inden sommeren viste sig fra den våde side, gav foråret også problemer for landbruget. Her skal en del af kornet nemlig sås, men blandt andet den vådeste april i 88 år gjorde mildt sagt den opgave vanskelig.
– Det har været et usædvanligt udfordrende år, også før sommeren. Så vi kommer til at se et skuffende udbytte af byg og havre og manglende udbytte af halm, som der er mangel på, siger planterådgiveren.
Selv om den forestående høst bliver skuffende for en række af kornsorterne, skal man ikke frygte, at prisen på varerne i supermarkedet ryger i vejret.
– Man skal ikke regne med, at rugbrød og mel bliver dyrere. Hvis det bliver dyrere, bliver det kun marginalt, for der er ikke på den måde mangel på korn, forsikrer Per Skodborg.
Enkelte afgrøder bliver dog ifølge Per Skodborg ikke ramt hårdt af regnen. Særligt står rapsmarkerne solidt hen over landet.