16. jul. 2024 - 11:45

Narkobilist tog cykelsti i brug under biljagt i Aarhus




En biljagt i Aarhus endte natten til tirsdag med, at en narkobilist hoppede over på bilens passagersæde under kørslen, efter at han havde kørt over cykelstien.

Det har resulteret i, at en 24-årig mand er blevet anholdt og sigtet for narkokørsel og for at forvolde fare for liv eller førlighed.

Det skriver Østjyllands Politi i politikredsens døgnrapport.

Den 24-årige er desuden blevet sigtet for besiddelse og ulovlig transport af lattergas, for ikke at bruge sikkerhedssele, kørsel i frakendelsestiden og for besiddelse af narko, skriver politiet.

Det var omkring klokken 03.50, at en patrulje fra Østjyllands Politi fik øje på en bil, som kørte over for rødt i krydset mellem Ringvejen og Viborgvej i Aarhus.

Patruljen eftersatte bilen og forsøgte at bringe den til standsning.

Men pludselig sprang bilens fører, den 24-årige mand, fra førersædet over på passagersædet, mens bilen kørte.

Bilen slingrede herefter fra side til side, og den nu førerløse bil kom op over kantstenen på cykelstien, før den blev rettet op og standsede umiddelbart før en kollision med patruljebilen.

Østjyllands Politis presseafdeling oplyser, at cykelstien ifølge patruljebilen blev benyttet af cykler.

– Betjentene skønnede, at den 24-årige bilist var påvirket, og i bilen blev der fundet flere salgsposer med hash og skunk samt ulovlige lattergaspatroner, står der i døgnrapporten.

Hos presseafdelingen oplyses der, at der var tale om besiddelse af omkring 75 gram hash og cirka 470 gram skunk.