EU-Kommissionen vil delvist boykotte Ungarns EU-formandskab ved at droppe uformelle møder afholdt i Ungarn, skriver nyhedsbureauet dpa.
Det sker, efter at premierminister i Ungarn, den højreorienterede Viktor Orbán, blandt andet har mødtes med den russiske præsident, Vladimir Putin.
Mødet fandt sted blot få dage efter, at Ungarn overtog formandskabet for Det Europæiske Råd tidligere denne måned.
Konkret vil “højtstående embedsmænd” deltage i møder med Ungarn i stedet for EU-kommissærer.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er det EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der har bedt om et boykot.
Orbán kalder selv sit besøg i det russiske for en “fredsmission” i forbindelse med Ruslands krigs i Ukraine.
Premierministeren har også besøgt Kina samt mødtes med den tidligere amerikanske præsident Donald Trump.
En talsperson for EU-Kommissionens formand har oplyst, at “set i lyset af de seneste udviklinger”, vil kommissionen ikke deltage i møder, som Ungarn arrangerer.
– Kommissionen vil kun være repræsenteret på niveau af højtstående embedsmænd i forbindelse med uformelle møder, skriver talspersonen Eric Mamer på X, tidligere Twitter.
Formandskabet for Det Europæiske Råd roterer hver sjette måned.
Ungarn har i lang tid blokeret for udbetaling af midler fra Den Europæiske Fredsfacilitet til EU-lande, der giver militær støtte til Ukraine.
Orbán har også truet med at nedlægge veto mod økonomisk hjælp og optagelsesforhandlinger til Ukraine.
Senest har Ungarn givet grønt lys for EU-optagelsesforhandlinger med Ukraine.
Formandskabet for Det Europæiske Råd går på skift mellem EU’s medlemskaber hver sjette måned. I den periode leder formandskabet samlinger og møder på alle niveauer i rådet.
Det Europæiske Råd består af stats- og regeringscheferne for EU’s medlemslande.