Det udgjorde en fare for andre, da 2100 kanonslag blev opbevaret i en container i Vemmelev på det sydvestlige Sjælland.
Det mener politiet, der 5. juli fandt de mange kanonslag.
Mandag oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at en 59-årig mand er blevet sigtet for at overtræde fyrværkeriloven og for at forvolde fare for andres liv.
– Containeren var nemlig opstillet få meter fra en ejendom, hvor der boede flere andre borgere, skriver politiet i sin døgnrapport.
Den sigtede er fra lokalområdet. Han afviser ethvert kendskab til kanonslagene.
Politiet modtog tippet om containeren, efter at en 52-årig mand 1. juli mistede livet i en eksplosionsulykke i et sommerhuskvarter kaldet Frølunde Fed.
Ingen andre kom til skade i eksplosionen, men omkring 140 personer i området blev evakueret. Politiet fik hjælp af hjemmeværnet til evakueringen.
De fleste indlogerede sig hos eksempelvis familie, mens 40 af de evakuerede fik husly i et modtagecenter etableret på Forlev Friskole i Vemmelev.