26. jun. 2024 - 13:59

TV 2 dropper begrænsning på storskærmsarrangementer




Med Danmark klar til ottendedelsfinalerne ved EM i herrefodbold giver TV 2 nu kommercielle aktører som restaurationsbranchen mulighed for at lave storskærmsarrangementer til Danmarks kampe.

Der er fodboldfeber, og Danmark er efter 0-0 mod Serbien i aftes klar til ottendedelsfinalerne ved EM i Tyskland. Næste modstander er Tyskland, og til kampen, der spilles lørdag 29. juni, bliver der nu mulighed for, at pubber, barer og caféer kan lave storskærmsarrangementer under åben himmel til en favorabel pris.

Sådan skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Foto fra storskærmsarrangement i København, da Danmark mødte Serbien.

De har nemlig valgt at fjerne nemlig sin betingelse om et loft på maksimalt 200 personer i eksisterende lokaler for kommercielle arrangementer.

Det giver mulighed for eksisterende kunder, der nu kan vise ottendedelsfinalen mod Tyskland på storskærm i det fri.

Det er fortsat gældende, at der skal være fri adgang til storskærmsarrangementer.

‘Der er fodboldfeber i Danmark, og vi har knap 300 ikke-kommercielle storskærmsarrangementer i hele landet arrangeret af blandt andet foreninger og frivillige. Nu er Danmark gået videre, og selvom vi savner nogle danske mål, så har danskernes opbakning ikke været til at tage fejl af. Derfor giver vi nu mulighed for, at kommercielle aktører kan tilkøbe rettighederne, så flest muligt kan deltage i den store folkefest, der allerede er i gang,’ siger Frederik Lauesen, TV 2s sportsdirektør i pressemeddelelsen. 

Ved EM i herrefodbold har TV 2 live-rettighederne til fire ottendedelsfinaler, heriblandt Danmarks opgør mod Tyskland, to af kvartfinalerne og den ene af de to semifinaler.

Finalen 14. juli i Berlin bliver vist på både TV 2 og DR.