19. jun. 2024 - 12:57

Ramaphosa begynder ny præsidentperiode i spidsen for umage alliance




Cyril Ramaphosa er onsdag blevet taget i ed som Sydafrikas præsident til sin anden hele periode.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ramaphosa er leder af partiet ANC, som ved valget i maj for første gang nogensinde mistede sit flertal i landets parlament.

Men Ramaphosa fik alligevel opbakning i parlamentet.

Han står nu i spidsen for et regeringssamarbejde mellem ANC og blandt andet Demokratisk Alliance (DA), som igennem årene har været ANC’s største rival.

– Jeg, Matamela Cyril Ramaphosa, sværger, at jeg vil være pligttro over for Republikken Sydafrika og vil adlyde, overholde, opretholde og vedligeholde forfatningen og alle andre af republikkens love, siger den 71-årige præsident.

Cyril Ramaphosa kommer fra den sydafrikanske arbejderbevægelse og blev i 1990’erne en del af ANC’s ledelse. Her var han en af de ledende forhandlere på aftalen, som afsluttede apartheid.

Han har været præsident siden 2018, hvor han afløste Jacob Zuma med løfter om at gøre op med Sydafrikas omfattende problemer med korruption.

Men trods løfter om en ny start for Sydafrika har landet haft omfattende problemer i hans tid.

Økonomien har særdeles store udfordringer, der er fortsatte udfald i elforsyningen, og kriminaliteten er stadig udbredt.

Imens er arbejdsløsheden steget til 32,9 procent.

Netop de forhold har været med til at mindske populariteten hos ANC, der stod i spidsen for afskaffelsen af apartheid for 30 år siden under ledelse af tidligere præsident Nelson Mandela.

Regeringskoalitionen indeholder ud over ANC og DA det zulunationalistiske Inkatha Freedom Party, det højreorienterede Patriotic Alliance og det lille centrum-venstreparti GOOD.

Fordelingen af regeringsposter er endnu ikke offentliggjort. Den skal aftales blandt partierne.

AFP